For at man skal kunne stille diagnosen ADHD kræver det, at der forekommer væsentlige problemer på mindst to områder: derhjemme, på arbejdet, i socialt samvær og så videre. De problemer, der forekommer i hverdagen, kortlægges gennem samtaler med patienten og helst også en nær pårørende. Forskellige test under udredningen bidrager også til at give et indtryk af patientens funktionsevne.
Det kan være svært at vurdere forstyrrelsens sværhedsgrad, eftersom grænsen mellem afvigelse og ”normen” sjældent er knivskarp.
Diagnostik hos voksne er hovedsageligt baseret på sygdomshistorikken og den kliniske vurdering. En forudsætning for at der kan stilles en ADHD-diagnose i voksenalderen er, at forstyrrelsen har været til stede siden barndommen. Det kan være svært at vurdere forstyrrelsens sværhedsgrad, eftersom grænsen mellem afvigelse/diagnose og ”normen” sjældent er knivskarp. Desuagtet denne problematik bør udredningen indeholde en eller anden form for psykometrisk test og anamnese (samtalesvar/fortælling om den voksne, som udredningen vedrører) fra personer i patientens omgangskreds.
For at undersøge forekomsten af ADHD i barndommen og i tiden derefter indhenter man eventuelle tidligere udredninger samt journaler fra fx skolelægevirksomhed og børnepsykiatri. Patienten gennemgår strukturerede samtaler og skal udfylde egenvurderingsskemaer. Om muligt interviewer man også forældre eller andre nære slægtninge.
Udredningen bør også inkludere en neuropsykologisk test. På den måde kan man for eksempel spore et karakteristisk, men ikke ADHD-specifikt resultat i form af en ujævn begavelsesprofil, dvs. relativt lave resultater i de testafsnit, som afspejler koncentrationsevne og arbejdshukommelse (talregning, talgentagelse, kodning). (Kilde: Børneliv i kaos – om børn og unge med ADHD, 2012)
Personerne på billederne har ingen relation til indholdet.