Årsagerne til ADHD er endnu ikke klarlagt fuldt ud, men mere og mere taler for, at biologiske faktorer kan spille en vigtig rolle. Mange mennesker tror, at ADHD skyldes dårlig opdragelse og dårlig adfærd fra forældrenes side (eller noget andet i familiemiljøet). Det er ikke korrekt, og forældre skal ikke klandres eller føle skyld, hvis deres barn får diagnosticeret ADHD.
Selvom man ikke fuldt ud kender årsagerne til tilstanden, står det altså klart, at det ikke er dårlig adfærd fra forældrenes side, der fører til ADHD. Det sociale miljø kan dog have en indvirkning på, hvor alvorlige symptomerne er, og især hvilken grad af funktionsnedsættelse man ser hos barnet. Derfor kan forældre, søskende og andre nærtstående være en stor støtte i forbindelse med behandlingen af personen med ADHD.
Meget tyder på, at ADHD kan være arveligt. Studier har vist, at arvelighedsfaktoren for ADHD minder meget om arveligheden for højde. De fleste børn med ADHD lader til at have mindst én biologisk slægtning, som udviser symptomer på denne funktionsnedsættelse, og mindst en af tre forældre, som selv udviste ADHD-symptomer i deres ungdom, har et barn med ADHD. Derudover har studier af enæggede tvillinger vist, at hvis den ene tvilling har ADHD, er der cirka 90 % sandsynlighed for, at den anden tvilling også har det. Der forskes stadig i dette, men genetiske faktorer ser ud til at have betydning for, hvor disponeret man er for at få ADHD. Man har endnu ikke identificeret et specifikt gen, som har afgørende betydning for forekomsten af ADHD.
Forskningsstudier har påvist forskelle i visse af hjernens signalstoffer, også kaldet neurotransmittere, som gør hjerneceller i stand til at kommunikere med hinanden. Visse neurotransmittere kan for eksempel udvise afvigende aktivitetsmønstre hos personer med ADHD.
Der findes også studier, som ved hjælp af forskellige teknikker har ”afbildet” hjernen, fx med positronemissionstomografi (PET), og de har påvist, at der hos personer med ADHD er en lavere aktivitet i de områder i hjernen, der kontrollerer aktivitet og opmærksomhed. Man ved endnu ikke, hvorfor det ser sådan ud hos nogle mennesker, men ikke hos andre. Det er vigtigt at understrege, at disse forskellige teknikker til afbildning af hjernen ikke anvendes til at diagnosticere ADHD. Selvom disse laboratorieobservationer er samstemmende, er de ikke tilstrækkeligt specifikke til, at man kan stille en ADHD-diagnose ud fra dem.
En del mennesker er overbeviste om, at ADHD forårsages af en vis type kost, og at især raffineret sukker og tilsætningsstoffer i fødevarer kan bidrage til hyperaktivitet og opmærksomhedsproblemer. Teorien om, at kost – især fastfood, sukker og tilsætningsstoffer – har betydning for ADHD giver stadig anledning til ophedet debat. Selvom en sund kost bidrager til børns velbefindende (også hos børn med ADHD), synes der i dag ikke at findes afgørende videnskabelig dokumentation for, at en vis kost skulle have væsentlig indvirkning på denne tilstand.
Personerne på billederne har ingen relation til indholdet.